Udlejningen af boligerne på Frederiksbro er i fuld gang, og nu tilføjer M. Goldschmidt Ejendomme A/S yderligere 174 lejligheder til puljen. De 174 nye lejligheder er fordelt på to bygninger og står indflytningsklar til oktober.
Den 28. januar åbnede M. Goldschmidt Ejendomme A/S for udlejningen af de 160 første lejligheder på Frederiksbro. I samarbejde med home Hillerød er over to tredjedele af dem allerede udlejet, og nu udvides porteføljen med 174 nye lejligheder.
– Interessen for de nye boliger har været enorm, og det er kommet positivt bag på os, at efterspørgslen er så stor. På kun to måneder har vi udlejet mere end to tredjedele af de 160 lejligheder i Blåbærhaven og Multebærhaven. Derfor har jeg besluttet at fremrykke leveringen af de næste boliger, så vi kan imødekomme den meget store efterspørgsel og for nu at kunne tilbyde endnu flere boliger på Frederiksbro, siger ejer og bygherre Mikael Goldschmidt.
To nye bygninger på Frederiksbro
De 174 lejligheder, som står indflytningsklar til oktober 2021, fordeler sig mellem de to nye bygninger Rønnebærgården og Laurbærhaven. Karrébygningen Rønnebærgården huser 89 lejligheder på 66-131 m2, mens der i det 15 etager høje punkthus Laurbærhaven er 85 lejligheder i størrelsen 62-177 m2. Med udlejningen af lejlighederne i Rønnebærgården og Laurbærhaven tages der hul på det sidste kapitel i Frederiksbros 2. etape.