M. Goldschmidt Ejendomme A/S sætter nu gang i opførelsen af et udendørs fitnessområde på Frederiksbro og håber, at området kan være klar til brug allerede ved udgangen af maj.
Beboerne på Frederiksbro kan inden længe trække i sportstøjet og få pulsen op på et spritnyt udendørs Calisthenics fitnessområde med funktionelle træningsredskaber fra Kenguru Pro. Her kan man med brug af egen kropsvægt træne alle muskelgrupper, og træningsformen er med til at forbedre både koordination, fleksibilitet og styrke.
– Med det udendørs fitnessområde tilbyder vi et aktivt samlingspunkt, hvor man kan dyrke motion under åben himmel, og vi glæder os meget til, at det snart kan tages i brug af vores beboere og andre træningsinteresserede i Hillerød, siger ejer og bygherre Mikael Goldschmidt.
Det udendørs fitnessområde bliver åbent for alle og kommer til at ligge i Frederiksbro Parkens sydlige ende på den vestlige side af Svanesøen.
Rum til leg og bevægelse
Udover fitnessområdet pågår opførelsen af områdets private badepavillon og indhegnede multibane. Begge faciliteter forventes færdige midt i maj, og M. Goldschmidt Ejendomme A/S håber, at det udendørs fitnessområde følger trop og er klar til brug ved udgangen af maj.
Til efteråret kommer også en legeplads udformet som en 5 meter høj svane med klatrenet, klatrevæg, klatretove, rutsjebane og legepanel til de mindste.
Illustration af fitnessområdet: Uno Uniqa Group