Torsdag den 1. december havde M. Goldschmidt Ejendomme A/S inviteret Frederiksbros beboere til juletræstænding, hvor alle salgsindtægter blev doneret til Røde Kors Julehjælp.
Torsdag eftermiddag var Frederiksbros beboere samlet, da det knap 10 meter høje juletræ ved Frederiksbro Torv skulle tændes. Juletræet vil glimte resten af december i tidsrummet 07:00-22:00 og sørge for ekstra god julestemning i Hillerøds nye bydel.
– Vi håber, at det lysende juletræ skaber lidt ekstra hygge for både beboere og forbipasserende hen over julen, siger Frederiksbros ejer og bygherre Mikael Goldschmidt.
Salgsindtægter doneret til Røde Kors Julehjælp
Til arrangementet blev solgt æbleskiver, gløgg, kakao og slikposer, og alle indtægter fra salg blev doneret til Røde Kors Julehjælp, som hvert år hjælper udsatte familier, så de kan få en juleaften som de fleste andre familier.
Med hjælp fra Frederiksbros beboere og medarbejdere fra M. Goldschmidt Ejendomme A/S blev der indsamlet 1.976 kr., og Mikael Goldschmidt har valgt at fordoble beløbet, så der i alt bliver doneret 4.000 kr. til Røde Kors Julehjælp.
– For de fleste af os er julen en helt særlig og glædelig tid, men for nogle familier er julen en svær økonomisk tid. Derfor er vi meget glade for, at vi sammen med vores beboere kan bidrage til, at endnu flere familier får julehjælp i år, siger Mikael Goldschmidt.